Turisme skaber værdi for Billund Kommune

Ifølge VisitDenmarks Destinationsmonitor kunne Billund Kommune åbne dørene for 1.632.364 overnattende gæster i 2023, hvoraf 900.625 var udenlandske. (Foto: Billund Kommune)
dato

På tværs af kommunerne i Destination Trekantområdet har størstedelen en positiv opfattelse af turismens effekter for lokalområdet. Den største andel, der mener, at turismen har flere positive end negative konsekvenser, findes i Billund Kommune, hvor hele 86 pct. er positivt stemte. I Vejle, Fredericia og Kolding Kommuner ligger tallet på 79 pct.

Borgernes opbakning glæder borgmester Stephanie Storbank, da Billund Kommunes mange attraktioner tiltrækker børnefamilier og andre besøgende fra Danmark og resten af verden.

”Vores fyrtårnsattraktioner, unikke oplevelser, smukke natur og Danmarks næststørste lufthavn gør Billund Kommune til et godt sted at besøge. Derfor er jeg glad for, at borgerne bakker op om turismens betydning for lokalområdet. Som borgmester er jeg nemlig enormt stolt over, at vi hver dag kan byde både danske og internationale besøgende velkommen til hjemstedet for Børnenes Hovedstad. Takket være både de små og store aktører fordelt over hele kommunen kan vi i den grad tilbyde noget for enhver smag,” siger borgmester Stephanie Storbank.

Turismen har stor økonomisk betydning for Billund Kommune, og ifølge VisitDenmarks Destinationsmonitor kunne kommunen åbne dørene for 1.632.364 overnattende gæster i 2023, hvoraf 900.625 var udenlandske.

De mange overnatninger giver grobund for en underskov af virksomheder, herunder Bed & Breakfast, campingpladser og turismeaktiviteter som cykeludlejning, fodboldgolf og fiskesøer. Aktiviteter, som samtidig er med til at understøtte den politiske vision om stærke byer på tværs af hele kommunen.

”Engagerede lokale kræfter skaber gode oplevelser for os alle i kommunes stærke byer, så vi kan være aktive i både børne- og voksenhøjde. Tilsammen skaber vores spirende erhvervs-, fritids- og kulturliv en spændende kommune – både for os, der bor her, og for de mange, som vi hvert eneste år byder velkommen til Billund Kommune,” udtaler udvalgsformand Simon Nicolajsen Jørgensen.


https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/13802008/turisme-skaber-vaerdi-for-billund-kommune?publisherId=13560004&lang=da
Kilde: Billund Kommune