BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Pædagogiske medarbejder søges til understøttelse af institutionens beskæftigelsestilbud i Sdr. Omme Fængsel, Kriminalforsorgen Syddanmark
Har du erfaringer fra arbejdet med kriminelle eller andre udsatte grupper? Er du praktisk anlagt og stærk i at udvikle meningsfulde relationer til en til tider udfordrende klientgruppe, så har vi en stilling til dig.
Om stillingen
Der er tale om en fuldtidsstilling i beskæftigelsen i Sdr. Omme Fængsel. I funktionen som pædagogisk medarbejder skal du være indstillet på at varetage forskelligartede opgaver. Arbejdet vil bestå i at understøtte beskæftigelsen af de indsatte i fængslet. Du skal indgå i et praktisk og tværfagligt samarbejde med øvrige ansatte fra forskellige faggrupper herunder bl.a. værkmestre, fængselsbetjente, socialrådgivere og misbrugsbehandlere.
Opgaven er at understøtte beskæftigelsen og ADL træningen af nogle af fængslets svageste og mest udsatte indsatte. Som pædagogisk medarbejder skal du:
- planlægge og forestå ADL træning og ”livsmestring” for grupper af indsatte
- indgå i det praktiske arbejde sammen med de indsatte på fængslets værksteder, herunder f.eks. pakkearbejde mv.
- understøtte og motivere de indsattes fremmøde og deltagelse i både beskæftigelsen og fængslets øvrige aktiviteter
- være kreativ og bidrage til at udvikle beskæftigelses- og aktivitetsopgaverne
- indgå i tværfagligt samarbejde og mødevirksomhed på fængslet, samt bidrage skriftligt til handleplaner mv.
Om dig
Vi lægger vægt på, at du som pædagogisk medarbejder tager udgangspunkt i, og har respekt for det enkelte menneske, og at du kan arbejde helheds- og løsningsorienteret i forhold til de udfordringer, der opstår og de opgaver, der skal løses.
Vi forventer, at du:
- gerne har en uddannelse som pædagogisk assistent, socialpædagog eller lignende, men det er ikke et krav
- har gode samarbejdsevner og trives med at arbejde sammen med andre på tværs af faglighed
- har erfaringer fra arbejdet med misbrug/kriminelle eller andre udsatte grupper, hvor du er stærk i at udvikle meningsfulde relationer til en til tider udfordrende og divergerende klientgruppe
- er indstillet på, at dagligdagen i et fængsel er bygget op om orden og sikkerhed – og skal derfor kunne kombinere det pædagogiske arbejde med en høj grad af sikkerhed og myndighedsudøvelse
- er psykisk robust og praktisk anlagt, og skal kunne håndtere at være alene med et antal indsatte
- er interesseret i at undervise de indsatte på AMU niveau
Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til fællesoverenskomst mellem staten og Lærernes Centralorganisation og CO10 – Centralorganisationen af 2010 og organisationsaftale for pædagoger m.fl. i Kriminalforsorgen.
Ansættelsesområdet er Kriminalforsorgen. Tjenestedet er Institution Sdr. Omme, Sdr. Omme Fængsel, Holdgårdsvej 142, 7260 Sdr. Omme.
Stillingen er til besættelse fra 1. februar 2024 eller snarest derefter.
Stillingerne er på 37 timer og vil være dagvagter på hverdage.
Yderligere oplysninger om stillingen, kan fås ved henvendelse til Enhedschef Ivan Bøjlesen på tlf. 7255 3680.
Hvem er vi:
Sdr. Omme Fængsel er en del af den samlede Institution Sdr. Omme. Fængslet er et åbent fængsel og har plads til 222 indsatte og har ca. 140 medarbejdere heraf 22 værkmestre.
Til beskæftigelsen som bl.a. også indeholder en fængselsskole, er der tillknyttet 1 enhedschef og 3 enhedsledere.
Fængslet består af flere selvstændige specialafdelinger og flere almindelige belægsafdelinger.
Institution Sdr. Omme er i gang med at udvide med et lukket fængsel med 200 pladser, hvilket vil gøre Sdr. Omme Fængsel til landets største afsonerfængsel.
Du søger stillingen via knappen "Søg stillingen”.
Din ansøgning med CV, dokumentation for uddannelse og forudgående erfaring skal være modtaget senest den 12. december 2023.
Samtaler vil blive afholdt den 18. december 2023.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du i forbindelse med samtalen giver dit samtykke til, at Kriminalforsorgen må indhente og vurdere oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister.
Inden ansættelse skal vi modtage dokumentation for CV, f.eks. ansættelsesbeviser.
Indkaldes du til samtale, så skal du til samtalen medbringe billedidentifikation f.eks. pas eller kørekort.
Kriminalforsorgen opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge.
Ønsker du flere oplysninger om Kriminalforsorgen kan du søge på www.kriminalforsorgen.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Billund Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Sdr. Omme Fængsel, Holdgårdsvej , 7260 Sønder Omme
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 12-12-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5949520