Tidligt på året modtog Billund Kulturskole en spændende henvendelse fra Billund Kommunes IT-afdeling.
De havde brug for ny ventemusik til kommunens hovednummer og ønskede, at musikken skulle komponeres og indspilles af lokale børn og unge. Kulturskolen greb straks muligheden, og et projekt med musikeleverne på Talent Billund blev sat i gang.
”Det har været et rigtig sjovt forløb, hvor vi skulle gå hele vejen fra teori til praksis. Og så har det været meget givende, at vi vidste, musikken skulle bruges til noget, som mange mennesker vil komme til at lytte til,” siger 17-årige Anton Fog, trommeslager ved Talent Billund.
Eleverne fik en introduktion til musikteori og karakteristika ved ventemusik, hvorefter de komponerede deres egne melodier. Disse blev derefter lært i sammenspilsundervisningen og kombineret med forskellige instrumenter som bas, trommer, guitar og saxofon. Til sidst blev musikken indspillet i et professionelt lydstudie.
”Det var rigtig spændende at have en hel dag i et studie sammen med alle de andre elever, hvor vi i fællesskab skulle nå i mål med et produkt, som vi sammen havde ansvaret for,” fortæller 17-årige Holger Aarlit Jensen, bassist ved Talent Billund.
Billund Kulturskole er begejstrede for projektet, som har været både meningsfuldt og lærerigt. ”Jeg er rigtig glad for, at IT-afdelingens gode idé har medført et rigtig givende og meningsfuldt forløb hos os, hvor eleverne har fået indsigt i, hvordan man som professionel musiker også kunne arbejde,” siger Casper Jensen, souschef på Billund Kulturskole.
Billund Kommunes borgmester, Stephanie Storbank, glæder sig over det kreative samarbejde. "Det er fantastisk, at vi som Børnenes Hovedstad kan inddrage vores børn og unge i tiltag som dette, hvor de er med til at sætte et lokalt og mere personligt aftryk. Vores unge musikelever har gjort et fantastisk arbejde, og jeg er stolt over deres indsats," fortæller hun.
Fakta:
- Talent Billund er et tilbud for unge i kommunen, der vil udvikle deres potentialer inden for idræt og kultur. - Talent Billund har en idræts- og en kulturafdeling, hvor kulturafdelingen består af musik, kunst og dans. - Billund Kulturskole driver kulturdelen af Talent Billund. - Den nye musik vil blive spillet på Billund Kommunes hovednummer fra den xx dato.
https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/13979942/lokale-talenter-laver-musik-til-billund-kommune?publisherId=13560004&lang=da