Har du ledelseserfaring, de driftsmæssige kvalifikationer på plads og kan du sætte retningen i etableringen af en ny behandlingsafdeling? Så har du nu mulighed for at blive en del af en stærk og udviklingsorienteret chef – og ledelsesgruppe, der aktuelt balancerer ml. driften af et stort åbent fængsel og åbningen af et nyt lukket fængsel.
Om stillingen
Sdr. Ommes Fængsler udgøres af et åbent fængsel, et lukket fængsel samt Lyng Udslusningsfængsel. Vi er i den første fase af åbningen af et nyt lukket fængsel med plads til 200 indsatte, hvorefter Sdr. Ommes Fængsler vil blive Danmarks største fængsel for afsonere. Vi er pt. cirka 200 medarbejdere, der dog forøges markant ifm. åbningen af de kommende afdelinger i det lukkede fængsel.
Som enhedschef for det samlede behandlingstilbud - både ambulant og behandlingsafdelingerne - i Sdr. Ommes Fængsler, bliver du ansvarlig for ledelsen af fængslets uniformerede og civile personale på afdelingerne samt samarbejdet med behandlingsleverandøren Hjulsøgaard.
Du vil konkret få ansvaret for en behandlingsafdeling i det åbne fængsel med 27 dagsbehandlingspladser og en ny behandlingsafdeling i det lukkede fængsel med 44 dagbehandlingspladser. Du vil i den sammenhæng få personaleansvaret for enhedsledere og et antal medarbejdere. Der vil udover fængslets personale være behandlere og en behandlingsleder fra Hjulsøgaard, der forestår behandlingstilbuddet på de to afdelinger og det ambulante misbrugsbehandlingstilbud. Du vil i den sammenhæng agere som bindeled mellem fængslet og Hjulsøgaard, og du skal løbende sikre det fortsatte gode samarbejde ift. behandlingsafdlingerne samt den samlede ambulante misbrugsbehandling.
Behandlingsafdelingen i det nye lukkede fængsel forventes idriftsat til maj 2026, og du vil i den sammenhæng få en central rolle, når dagsbehandlingen i det lukkede fængsel skal iværksættes og en ny personalegruppe skal sammentømres. Vi er i Sdr. Ommes fængsler efterhånden gode til at åbne ny kapacitet, og du vil i denne sammenhæng få kompetent støtte blandt dine ledelseskolleger og stab i denne proces.
Dine arbejdsopgaver vil blandt andet være, at:
- Stå i spidsen for driften af det samlede behandlingstilbud - både ambulant og behandlingsafdelingerne - samt det generelle samarbejde med vores behandlingsleverandør Hjulsøgaard
- Sammen med den lokale ledelse og staben deltage aktivt i arbejdet med forandringsprocesserne – vi er en organisation i store forandringer
- Være chef for et antal enhedsledere med forskellige faglige baggrunde. Sikre at de trives og leverer optimal driftsledelse samt struktureret og koordineret opgavestyring
- Bringe de mange forskellige fagligheder i spil, herunder sikre trivslen, synergier og samarbejdet på tværs
- Være garant for de rette værdier og et godt arbejdsmiljø i de samlede behandlingstilbud og arbejdspladsen som helhed
- Sikre og optimere driften og ressourceanvendelsen i enhederne gennem planlægning, målsætning, ressourcestyring, prioritering og opfølgning
- Skabe rammer for trivsel og selvledelse igennem motivering af medarbejdere - bl.a. ved at være dygtig til at uddelegere og give dine medarbejdere ansvar
- Afholde MUS-, omsorgs-, trivsels-, og sygefraværssamtaler
Du kan både have en baggrund i Danmarks Fængsler eller komme fra det civile, hvor du har erfaring med målgruppen - evt. fra et særligt sikret behandlingsmiljø eller fra lignende fagområder.
Du har solid ledelseserfaring og har blik for, hvordan man skaber de mest optimale rammer for en forskelligartet personalegruppe.
Du har et veludviklet strategisk blik og gåpåmod ift. at igangsætte nye initiativer samtidig med, at du med sikker hånd kan styre driften.
Igennem din faglighed er du i stand til positivt at udfordre og udvikle eksisterende arbejdsgange og kulturer, så Sdr. Ommes fængsler som helhed til alle tider formår rettidigt at levere resultater af høj kvalitet og med forsat fokus på kerneopgaven såvel som det gode arbejdsmiljø. Du skal i den sammenhæng være god til at se muligheder frem for begrænsninger og være vedholdende – også når du møder modstand.
Som enhedschef deltager du på lige fod med de andre enhedschefer i fængselsledelsen. Du er ansvarlig for at bringe din viden i spil via samarbejdet med fængselschefen og staben, der udgøres af en sikkerhedskoordinator, forebyggelseskoordinator og ledelseskonsulent. Du vil dermed få en central rolle i Danmarks Fængslers ledelseskæde, som sørger for, at vi effektivt bringer viden fra den enkelte enhed til kredsledelsen og videre til koncernledelsen.
Du indgår på lige fod med de øvrige enhedschefer i fængslets bagvagtordning.
Det er vigtigt, at du formår at opbygge relationer på tværs i Danmarks Fængsler. Du skal se vigtigheden af at samarbejde om ressourcer og kompetenceudvikling dels i eget område dels på tværs af hele Danmarks Fængsler.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til tjenestemandsloven for allerede uniformerede ansatte tjenestemænd i kriminalforsorgen. Aflønning sker efter principperne i Ny Løn.
Du ansættes som tjenestemand i henhold til Tjenestemandsloven og lønindplaceringen sker i henhold til lønaftalen mellem kriminalforsorgen og Fængselsforbundet i løngruppe 7, hvor der er tilknyttet et funktionstillæg for deltagelse i rådighedsordning.
Stillingen er en fuldtidsstilling uden højeste tjenestetid og er ledig til besættelse 1. april 2026.
Ansættelsesområdet for tjenestemænd er Justitsministeriet med tilhørende fængsler. For overenskomstansatte/individuelt ansatte er ansættelsesområdet Danmarks Fængsler.
Du vil være ansat i Sdr. Ommes Fængsler, som består af Sdr. Omme åbent fængsel med plads til 222 indsatte, Lyng Udslusningsfængsel med 36 beboere og Sdr. Omme lukket fængsel, der henover en periode gradvist åbnes til 200 indsatte.
Dit primære arbejdssted vil være Sdr. Omme Fængsel, Holdgaardsvej 142, 7260 Sdr. Omme.
Sikkerhedsgodkendelse er en forudsætning for ansættelsen, ligesom at du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem din ansættelse. Sagsbehandlingstiden for dette er typisk 2-3 måneder.
Ansøgning
Ønsker du at søge stillingen så send en motiveret ansøgning, CV, dokumentation for uddannelse og forudgående erfaring samt andet relevant materiale senest d. 12. februar 2026 via knappen ”søg stillingen”. Allerede ansatte uniformerede tjenestemænd skal endvidere senest den 18. februar 2025 indsende en bedømmelse / udtalelse fra nærmeste chef.
Samtaler forventes afholdt i uge 8, 2026.
Har du spørgsmål til stillingen kan du kontakte fængselschef Anne Therkelsen på telefon 7255 3512.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Billund Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Institution Sdr. Omme, Holdgårdsvej, 7260 Sønder Omme
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 12-02-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/1e02a213-68c4-4201-a1ce-f18511397348