Den 27. august behandler Kommunalbestyrelsen en omrokering som følge af Kurt Jensens sygemelding. Heidi Nielsen træder ind i Kommunalbestyrelsen som medlem af Børne- og Familieudvalget, mens Brian Nissen indtræder i Økonomiudvalget, indtil Kurt Jensen vender tilbage.
”I den socialdemokratiske gruppe er vi dybt berørte over Kurts situation og ønsker ham det bedste. Hans fulde fokus skal være på genoptræningen, og derfor glæder jeg mig over, at han er meget fortrøstningsfuld i forhold til de midlertidige rokeringer, der kommer til at ske, indtil han vender tilbage,” siger Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup, 1. Viceborgmester og formand for Socialdemokratiet i Billund Kommune.
Kurt Jensen har det efter omstændighederne godt, men vil være sygemeldt i en periode. ”Jeg er meget taknemmelig for den opbakning, jeg får fra mine politiske kollegaer, og jeg glæder mig til at vende tilbage efter mit genoptræningsforløb,” udtaler Kurt Jensen (S).
Denne omrokering sikrer, at Kommunalbestyrelsens arbejde fortsætter uden afbrydelser, mens Kurt Jensen fokuserer på sin genoptræning.
https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/13977007/midlertidige-aendringer-i-den-socialdemokratiske-gruppe?publisherId=13560004&lang=da