Invitation til temamøde - Få tips og tricks til at holde arrangementer og events

Foto: Billund Kommune.
dato

Billund Kommune inviterer til temamøde den 1. februar 2024, hvor lokale aktører, foreninger og ildsjæle kan få hjælp til at navigere i de nødvendige tilladelser og ansøgninger, der skal til for at afholde arrangementer og events.

Mødet vil blive afholdt i Rådhusets kantine og er gratis at deltage i, men kræver tilmelding senest den 29. januar.

"Vi modtager mange ansøgninger om tilladelser, og vi ved, det kan virke besværligt. Men der er en mening med det hele, og det vil vi gerne hjælpe med at forstå," siger Rasmus Kaufmann, områdechef for Kultur og Fritid i Billund Kommune.

På mødet vil medarbejdere fra Teknik-, Plan- og Kulturforvaltningen give tips og tricks til myndighedsansøgninger, pladsfordelingsplaner og arrangementsplaner. Der vil også være oplæg fra byggesagsafdelingen og trafikafdelingen, som har ansvaret for bl.a. byggetilladelser til midlertidige konstruktioner og rådighedstilladelser til brug af offentligt plads- og vejareal til arrangementer.

"Vi inviterer til dette temamøde for at samle vores viden i forvaltningen til gavn og glæde for de aktører, der hvert år afholder mange spændende arrangementer i hele Billund Kommune," siger Stine Højris Mogensen, kulturkonsulent i Billund Kommune.

Tilmelding og mere information kan findes på www.billund.dk/dit-arrangement.


https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/13766999/invitation-til-temamode-fa-tips-og-tricks-til-at-holde-arrangementer-og-events?publisherId=13560004&lang=da
Kilde: Billund Kommune