En mere moderne udgave af Billunds kulturhus byder snart borgerne velkommen

dato

Efter en omfattende renovering kan borgerne glæde sig til, at dørene til Billund Centret åbner for de mange gæster. Centret åbner fuldt ud den 1. november. Samtidig er det forventningen, at enkelte funktioner i huset bliver genåbnet i løbet af oktober måned, ligesom der løbende søges om ibrugtagningstilladelser, så lokalerne kan tages i brug efterhånden, som de bliver færdige.

Når dørene åbner, vil gæsterne opleve et mere moderne udtryk med flere lyse og lækre mødelokaler samt en ny og større café. Samtidig kan borgerne gå på opdagelse på Billund Bibliotek og i den nye kultursal, hvor der fremover vil blive inviteret til mange borgerrettede arrangementer, ligesom de historieinteresserede kan besøge lokalarkivet.

Derudover huser centret Billund Kulturskole og Billund Kirke, som borgerne kan besøge, ligesom de yngste jævnligt kan mødes med deres dagplejer i dagplejernes legestue.

Lokalerne bliver indrettet på en fleksibel måde, så de kan anvendes af flere målgrupper. Flere områder er for eksempel målrettet til unge mennesker, men kan også bruges af andre målgrupper. Ole Kirk’s Fond har støttet ombygningen med 17,6 mio. kr. ud af det samlede budget på 33 mio. kr., og bag ombygningen ligger et ønske om at videreføre Billund Centrets oprindelige vision:

  • At det må blive et samlingssted for alle kommunens beboere, et sted hvor alle aldersklasser mødes.
  • At centret må inspirere til et sundt initiativ på flest mulige områder.
  • At det må blive et sted, der til stadighed vil afspejle livets forskellige sider, både de muntre og alvorlige, og hvor aktiviteter af underholdningsmæssige, almen kulturel og kristelig art, må kunne udfoldes under samme tag.

Billund Centret har et areal på 3.412m² og 765m² kælder. Ved ombygningen er der arbejdet med at åbne centret mere op ved at gennembryde nogle af de lukkede facader. På den måde inviteres mere lys ind i huset samtidig med, at huset kommer til at syne som et aktivt og levende hus udefra.

Ombygningen har været ramt af forsinkelser, men det er forventningen, at det nye Billund Center åbner fuldt ud den 1. november, når de sidste godkendelser er på plads. Borgerne inviteres til en officiel indvielse, som afholdes i starten af december. Yderligere informationer følger.


https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/14057203/en-mere-moderne-udgave-af-billunds-kulturhus-byder-snart-borgerne-velkommen?publisherId=13560004&lang=da
Kilde: Billund Kommune